Opdateret d. 23. december 2011 af Heidi Juul Petersen,
heidi@tingbjerg.com
Tingbjerg en by i byen
Tingbjerg blev planlagt som en by i byen tilbage i 1950'erne.
Arkitekten Steen Eiler Rasmussen og havearkitekten C. Th. Sørensen
er mændene bag mønsterbyen, der var tiltænkt egen kirke,
skole, butiksstrøg og institutioner.
De bedst tænkelige rammer for hverdagsliv
Arkitekten og havearkitekten ønskede at skabe de bedst tænkelige
rammer for hverdagsliv. Derfor planlagde de også mange grønne
haverum og god plads til, at børn kunne lege, og naboer kunne møde
hinanden på fælles grund.
Byggeriet
Tingbjerg blev opført over en 15-årig periode fra slutningen af
1950'erne til starten af 1970'erne. Bydelen er kendetegnet af
treetagers boligblokke, der er bygget i gule mursten. Mange steder
er der karakteristiske hvide skodder for vinduerne, der efter behag
kan trækkes for eller fra.
Utterslevhuse
I 1996 kom en ny bebyggelse til, der fik sit eget navn:
Utterslevhuse. Utterslevhuse ligger i den sydvestlige ende af
Tingbjerg ud til fredede arealer ved Vestvolden.