Kvindelige efterkommere klarer sig bedre
Kvindelige efterkommere klarer sig bedre end deres danske jævnaldrende, når det gælder videregående uddannelser.
Pressemeddelelse fra Integrationsministeriet
Kvindelige efterkommere klarer sig ikke længere bare ligeså godt
som deres danske jævnaldrende. Når det gælder videregående
uddannelser, klarer de sig bedre.
"Jeg er utrolig glad for, at andelen af efterkommerkvinder, der
uddanner sig, er så høj", siger integrationsminister Birthe Rønn
Hornbech på baggrund af nye tal fra Danmarks Statistik og
Integrationsministeriet, og fortsætter: "Det er en milepæl for
integrationen. Det viser, at de mange tiltag, vi har sat i værk,
virker."
Andelen af 20-24-årige efterkommerkvinder med ikke-vestlig
oprindelse, der er i gang med en videregående uddannelse, var i
skoleåret 2009/2010 for første gang højere end blandt jævnaldrende
danske kvinder.
Særligt kvinder fra Sri Lanka, Vietnam og Pakistan klarer sig
godt. Hele 62 pct. af de 20-24-årige srilankanske
efterkommerkvinder var således i gang med en videregående
uddannelse sidste skoleår. Blandt vietnamesiske kvinder lå tallet
på 53 pct.
Blandt pakistanske kvinder, som er den næststørste gruppe blandt
20-24-årige efterkommerkvinder med ikke-vestlig oprindelse, var
hele 45 pct. i gang med en videregående uddannelse. Til
sammenligning var 37 pct. af etnisk danske kvinder i samme
aldersgruppe i gang med en videregående uddannelse.
"Disse piger er så dygtige og disciplinerede, at det bør
stimulere danske studerende", siger integrationsminister Birthe
Rønn Hornbech.