Pas på indbrud i julen!
Juletid er indbrudstid, og politiet er lige nu særligt på mærkerne. Du kan også selv gøre noget for at undgå indbrud hjemme hos dig.
Juletiden er værst
Der begås særligt mange indbrud i juleperioden og
især dagene omkring jul. Det skyldes, at mange har travlt
med indkøb, julearrangementer og besøg hos familie og venner i
december måned. Hjemmet står derfor ofte tomt og mørkt,
og det udnytter indbrudstyvene.
"Det er derfor tid til, at både borgere og politi udviser
skærpet årvågenhed", siger vicepolitiinspektør Benny Ernst
Øchkenholt, der er operativ leder på Station Bellahøj.
Politiet er på vagt
Politiet i København er særligt aktive
i indsatsen mod indbrud i privat beboelse lige nu, og det
intensiveres yderligere i selve juleperioden.
"Indbrud i private boliger er et højt prioriteret indsatsområde
for politiet. Et gennemrodet hjem skaber frygtelig utryghed",
siger vicepolitiinspektør Benny Ernst Øchkenholt.
Hvad kan du selv gøre?
Politiet giver dig her en masse gode råd om, hvordan
du kan passe ekstra på imod indbrud.
Din egen bolig
- Brug automatiske "tænd/sluk ure", der tænder og slukker
lyset, når du ikke er hjemme.
- Lad eventuelt en radio være tændt, når du er ude.
- Sørg for at have gode effektive låse på døre og vinduer.
- Få naboere til at holde øje med dit hus eller din lejlighed og
tømme din postkasse, når der ikke er nogen hjemme.
Opgangen
Vær opmærksom på aflåste opgange i beboelser:
- Få tjekket, at dørlåsen virker og er effektiv.
- Vær forsigtig med at lukke personer ind i opgangen, hvis du
ikke kender dem. Gerningsmænd hævder ofte i dørtelefonen, at det fx
er "pizzabudet" eller "reklamer" o.lign. Det er ikke en god
idé ukritisk at lukke ukendte personer ind i opgangen.
- Vær opmærksom på larm i opgangen. Det kan være svært at
høre forskel på om en dør smækker, eller om den bliver sparket op.
Aftal i opgangen, at I reagerer på den slags.
- Hvis der er personer i opgangen uden legalt gøremål, bør du
også reagere - evt. ved henvendelse til politiet.
Kontakt
Ser eller hører du noget, der kan relateres til
indbrud, skal du ringe til Københavns politi på:
- telefon 112, hvis det er akut
- telefon 114, hvis du har oplysninger, der ikke haster
Vil du vide mere?
Kontakt vicepolitiinspektør Benny Ernst Øchkenholt
Operativ leder, Station Bellahøj
tlf. 7258 9433
mail: beh001@politi.dk