Tingbjerg udsmykkes med graffitikunst
En byggeplads i Tingbjerg fik lørdag den 13. marts en makeover, da graffitikunstnere og bydelens unge omdannede den til et flor af farver med spraydåser. Denne dag var det nemlig ikke hærværk men derimod tilladt at male graffiti her!

Både piger og drenge fra Tingbjerg var med til at lægge farver på bydelen sammen med graffitikunstnerne
Lovlig graffiti
"Hvad forgår der her?" Spørger en beboer, der bliver overrasket
af det syn, der møder ham denne formiddag på Midtfløjene i
Tingbjerg. En stor gruppe unge er i fuld gang med at male graffiti.
Men de har deres på det rene, for i dag dag er det fuldt lovligt at
male graffiti her. Faktisk er de blevet inviteret til at male
væggene. Der er endda købt sodavand og spraydåser, samt inviteret
syv professionelle graffitimalere og en dj til lejligheden.
"Det er super fedt," siger Guled, 12 år, der er i gang med at
skrive "2700" på en af væggene. "Det er fedt, at de voksne lytter
til, hvad de unge vil have."

Inddragelse og ejerskab
Det er da også lige præcis tanken bag graffitidagen "Det er
vigtigt, at imødekomme de unges kultur og udtryk," siger Margrethe
Clausager, der er fagligleder på områdeløftet i Tingbjerg. "Det er
vigtigt, at inddrage beboerne i aktiviteter i bydelen. Det giver
ejerskab og incitament til at værne om området. Vi har derfor valgt
at lave en graffitidag for at tiltrække særligt de unge og give dem
mulighed for at sætte deres præg på bydelens udsmykning. De
professionelle graffitikunstnere skal sørge for det lever op til en
vis standart indenfor Street art eller gadekunst. På den måde
sikrer vi, at det bliver flot at se på, så alle Tingbjergs beboere
kan være glade for det."
Anneli Carmen Hansen er da heller ikke normalt begejstret for
graffiti, men hun synes, at det her ser flot ud. "Det er en god idé
at lave noget, som ungerne synes er sjovt," siger hun.

Byfornyelse og beboerne
Graffitidagen er arrangeret af Tingbjerg Områdesekretariat i
samarbejde med SB Entreprise A/S og Witras Arkitekter, der arbejder
med byfornyelse i Tingbjerg.
"Vi vil gerne have nærkontakt til beboerne især de unge og gøre dem
opmærksom på, at vi er i gang med at gøre noget for bydelen. Ved at
invitere de unge til at male byggepladsen sammen med os skabes en
fællesskabsfølelse, som kan være med til at forhindre hærværk og
grimme tags på byggepladsen," forklarer Erik Lorentsen fra SB
Entreprise A/S.
Engagerede unge
De tunge hiphop toner som brager ud af dj Turkman Souljahs anlæg
er overdøvende, mens den tunge lugt af spraymaling er
bedøvende.

De små børn løber omkring og forsøger hele tiden at få fat i en
ny farve. De ryster dåserne og trykker hårdt med begge hænder for
at få maling ud. Man må håbe, at Cillit Bang lever op til sit ry,
for der bliver udsmykket jakker og sko næsten lige så meget som
vægge. De større børn og unge koncentrerer sig foran deres værker.
De overvejer valg af farver og streger. Allan Bille er en af de syv
professionelle graffitimalere, der er stået tidligt op denne lørdag
formiddag for kvit og frit at hjælpe de unge med at udsmykke
byggepladshegnet om det nye fælles boligkontor på Midtfløjene.
"Der er faktisk flere af de unge, der virkelig har talent for
det." siger Allan Bille og fortsætter: "Det er super godt tænkt, at
give de unge mulighed for lave noget flot graffiti. For når de unge
selv er med til at bestemme, hvordan byggepladsen skal se ud, vil
de passe mere på den, fordi de føler, at det også er deres sted,"
siger Allan Bille.

Mirdon, 16 år, kan kun give Allan ret. Han er dyb koncentreret
om hans neongrønne 'Tingbjerg'-graffiti. "Jeg synes, det er fedt,
at der bliver arrangeret sådant noget i Tingbjerg. Det kommer til
at se flot ud," siger han, mens han med et utroværdigt frækt glimt
i øjet forsikrer, at han ikke har lavet graffiti før.
Hvor skal graffitien hen bagefter?
Hen ad eftermiddagen synger spraydåserne på sidste vers. Børnene
løber febrilsk rundt for at finde en sidste dåse med et par ekstra
dråber i sig. En gruppe unge piger dukker op og ser begejstret på
den farverrige 40 meter lange væg. Men de er kommet for sent: "Øv!
Har I ikke flere dåser. Vi vil også være med," tigger de
graffitimalerne. Men de må nøjes med misundeligt at betragte
Mirdons graffiti.
De unge vil også vide, hvad der skal ske med graffitpladerne,
når de bliver taget ned fra byggepladsen, efter arbejdet står
færdigt i løbet af sommeren. De synes de farverige plader er blevet
rigtig flotte og er stolte over at have været med til at lave
arbejdet. De foreslår selv, at graffitipladerne kan sættes op på
skolens "Rød bane", når de tages ned fra byggepladsen, for der
mener de, at graffitipladerne ville pynte!

Praktiske oplysninger
Graffitivæggen bliver stående indtil byggeprojektet er færdigt i
løbet af sommeren. Du kan finde den på Midtfløjene 14 i Tingbjerg
(bag Aldi på Ruten - gennem porten).
For yderligere spørgsmål kontakt Christine Espholm,
kommunikationsmedarbejder i Tingbjerg Områdesekretariat. Telefon 38
81 57 00, email: christine@tingbjerg.com
Se flere billeder fra dagen







